Undersøgelse på skadestuen

Når du er kommet til skade med dit knæ og der er mistanke om en større skade, vil du typisk have behov for en undersøgelse af dit knæ foretaget af en fagperson inden for et døgns tid.

Denne undersøgelse vil typisk finde sted på en skadestue, hvor du kan blive mødt af en sygeplejerske, fysioterapeut, eller læge. Undersøgelsen på skadestuen handler i første omgang om at udelukke knoglebrud i ben, underben og fod. Dette gøres ved at mærke efter ømhed på knoglepunkter i dit ben. Er der mistanke om knoglebrud, så vil du få foretaget en røntgen skanning for at give et klart svar på et eventuelt knoglebrud. Såfremt knoglebrud er udelukket, så vil fagpersonen, i det omfang det er muligt for smerter og hævelse, foretage en undersøgelse af led, ligamenter og menisk i dit knæ. Fagpersonen vil også spørge ind til hvordan du kom til skade, da dette giver værdifuld information om skaden og en mulig skadesmekanisme.

I mange tilfælde er det ikke muligt at foretage en undersøgelse af selve knæet pga. smerter, utilpashed og hævelse. Disse tilfælde giver i sig selv grund til at mistænke en større skade på led, ligamenter og menisk i knæet. Fagpersonen tager disse overvejelser med i betragtningen når der skal besluttes hvilke yderligere undersøgelser der er behov for efter dit besøg i skadestuen.  

I videoen kan du høre fysioterapeut, Christian Olsen fortælle om de undersøgelser du typisk kommer igennem på skadestuen ifm. en akut knæskade.