Skole, arbejde og sport

Dit knæ har behov for ro og ekstra opmærksomhed lige efter skaden er sket. Afhængig af din arbejdssituation kan det være nødvendigt at indgå aftale med din arbejdsgiver omkring brugen af pauser i løbet af din dag. Har du et hårdt fysisk arbejde kan det være nødvendigt med en kort sygemelding. Dette aftales med din nærmeste leder og evt. læge. Går du i skole, så vil knæskaden typisk ikke medføre nævneværdig pause fra skolegangen. Hvis fysisk aktivitet eller træning indgår som del af dit skoleforløb, så vil du typisk ikke kunne deltage på lige fod med de andre. Her er det vigtigt at du tidligt får snakket med dem der er ansvarlige for undervisningen om din situation med knæskaden og hvordan der kan tages hensyn til dig. 

Du vil naturligt ikke være i stand til at dyrke sport som belaster ben og knæ efter din skade. Hvis du er vant til at deltage i en holdsport (f.eks. fodbold eller håndbold) eller på anden vis være med i et fællesskab om en sport, så kan du overveje om du kan påtage dig andre roller på holdet eller i fællesskabet. Hvis den sport som du dyrker involverer ugentlige træningspas, så kan du eventuelt få en træner eller en hjælpetræner rolle i den periode efter knæskaden, hvor du ellers ikke kan dyrke sporten. Det hjælper dig med fortsat at være en del af fællesskabet og fastholde det sociale aspekt af din sport. Hvis du er en del af et hold, så er det uanset vigtigt at du kommunikerer tydeligt og ærligt til dine trænere og holdkammerater om din knæskade og omfanget af den, herunder den periode hvor du forventer at være “ude”. Dette skaber gennemsigtighed i din proces med knæskaden og er med til at afstemme dine træneres og holdkammeraters forventninger til dig.

Familie og venner

Din familie og dine venner vil typisk være din nærmeste støtte i forløbet efter knæskaden. Brug dem så meget som muligt til at støtte dig. Det er vigtigt at du kommunikerer tydeligt og ærligt til dem om hvordan du har det. I starten vil du ofte være meget begrænset i brugen af dit knæ og du vil typisk ikke opleve mangel på hjælp til den fysiske del af din situation; der hvor du har brug for hjælp til at bære og løfte ting, gå på trapper, osv. Det er ofte sværere at yde støtte til den ikke-fysiske del af det at få en knæskade; den del der omhandler dine tanker om situationen, hvad der gør dig ked af det, dine bekymringer, osv. Disse vil ofte være usynlige overfor dine omgivelser og kan være noget man er tilbøjelig til at holde for sig selv. Her er det vigtigt at du formår at kommunikere ærligt til dine nærmeste om hvordan du har det med situationen og at du rækker ud til dem for støtte. Dette gør det nemmere for dine omgivelser at yde støtte til denne mere “usynlige” del af det at få en knæskade. Læs i øvrigt mere om hvad du kan gøre for at håndtere den mentale side af at være knæskadet her

Brug af det tilskadekomne knæ

  • Når man skal op / ned af en trappe så anvend gå-samle mønster: Det gode ben skal i himlen – altså op først når man går op af trappen. Det dårlige ben skal i helvede – altså ned først når man går ned af trappen. Det kan være nødvendigt at bruge 2 albuestokke grundet smerter lige efter skaden er sket. Gradvist kan man overgå til gang med 1 albuestok for så til sidst at gå uden. Lær mere her om gang med albuestokke på plant underlag og på trapper
  • Skal du gå en længere tur er det en god ide at have 1 albuestok med hvis det bliver nødvendigt med aflastning.
  • Brug en rygsæk når du skal handle ind så du undgår at skulle bære en indkøbspose sammen med den ene krykke
  • Undgå at føre et motoriseret køretøj med dit skadede knæ. Der gælder: I henhold til færdselsloven skal et motorkøretøj kunne føres på forsvarlig vis
    Hvornår det kan lade sig gøre er individuelt og patientens eget ansvar. Generelt vil de fleste kunne genoptage bilkørsel, når de kan gå sikkert uden krykker
  • Undgå nye vrid i samme knæ ved at vente med pivotering (dreje på knæ) og hurtige retningsskift. Gælder også når man går tur med sin hund i skoven
  • Skaden i dit knæ er en oplagt mulighed for at træne den øvrige del af kroppen. Du kan f.eks. fokusere på at træne overkroppen i endnu højere grad i den første fase, hvor du ikke kan belaste dit knæ